Anmeldelser
ShareDark Sector
26/10-2009Skrevet af: Kris LuxFås til: PC, PS3, Xbox 360
Anmeldt på: PC
Dark Sector er udviklet af canadiske Digital Extremes, som hidtil hovedsageligt har fungeret som hjælpende hånd på andre udvikleres større projekter som Unreal og BioShock. Det grundlæggende gameplay minder fuldstændig om Gears Of War: du styrer en mand fra en over-skulderen kameravinkel, hvor du kan løbe, skyde og gå i dækning bag de fleste objekter på banerne - og nøjagtig som i Gears Of War er det ikke realisme der er i højsædet, da du roligt kan tømme et helt magasin ind i selv de svageste fjendtlige soldater. Det er rendyrket action som GOW-fans vil elske og fans af taktiske skydespil vil hade.
For at distancere spillet fra førnævnte slægtning, drejer en stor del af actionen sig om dit unikke våben, kaldet en glaive, som er en slags tre-takket kniv-boomerang, der både kan hugges og kastes med. Denne kan undervejs i spillet opgraderes til at bruges på flere måder, bl.a. en slags radiostyring, som gør den ekstremt effektiv til at kappe hoveder af fjender på lang afstand. Det fungerer sådan set ganske udmærket, og at kappe hoveder af med en fjernstyret boomerang, som kameraet følger, bliver selvsagt aldrig kedeligt.
Historiemæssigt er der ikke ret meget at komme efter i Dark Sector. Introen til spillet viser en sømand, der border et skib og bliver forskrækket af et eller andet. Fra første indledende bane får du omkring 30 sekunders radiosnak mellem din person, en CIA-agent på mission i det fiktive land Lasria, og hans chef, hvor du finder ud af, at i modsætning til mange andre spil, er hovedpersonen ikke just glad for sit job som bøddel.
Efter denne introduktion, bliver du smidt direkte ind i actionen, og kommer til at skyde din første fjende efter få sekunder - og den fart holder spillet hele vejen igennem, med meget lidt historie smidt ind.

Grafikken, når den ellers virker, ligger også tæt op ad Gears Of War, og må egentlig siges at være lettere forældet i dag, selvom den absolut er udholdelig. Lyden i spillet ville være lige under middel, hvis ikke fordi den ikke var der - og her kommer vi til spillets egentlige problem, i hvert fald til PC.
Google bugner med folk, der kun hører lyd fra hovedpersonen i spillet, og jeg er ingen undtagelse. Trods utallige forsøg på at få det til at virke, inklusiv at nedsætte accelerationen i DirectX (som virkede for Assassin's Creed), er det ikke lykkedes mig, eller andre jeg kunne finde på nettet, at rette problemet. Hverken musik, baggrundslyd eller skud fra fjender kan høres.
- Ud over det, kan grafikmotoren ikke huske hvilket format den skal vise billedet i, og jeg, som har en 4:3 skærm, måtte konstant genstarte spillet, for ikke pludselig at få det serveret i 16:9 presset ned til 4:3, så personer er 5 meter høje. De forsvindende få indstillingsmuligheder i spillet, gør det ikke muligt at forbedre situationen.
Ud over dette, klages der over tonsvis af problemer, bl.a. at spillet ikke vil lade en gå videre til næste bane, så man er nødt til at starte forfra; samt at spillet meget ofte crasher.
Uanset om man er en af de heldige, der ikke oplever problemerne, er det ikke i orden at sende sådan noget på gaden, og jeg vil opfordre alle til at undlade at støtte den slags udviklere.
Hvis du er på konsol eller bare ikke oplever nogle problemer med spillet, kan du roligt lægge et par tal til karakteren her.
Opret en bruger eller log ind for at skrive kommentarer.
Det tager kun få sekunder at oprette dig og kræver ingen bekræftelse.



