Anmeldelser

ShareDeath To Spies

Fås til: PC
Anmeldt på: PC

I Death To Spies vil du påtage dig rollen som agent for den russiske organisation SMERSH under Anden Verdenskrig, hvor du kommer til at infiltrere tyskerne og udføre forskellige opgaver, der for det meste indebærer en eller anden form for likvidering, men nogle gange bare tyveri eller spionage.
Gameplayet minder om en blanding af Hitman og Commandos. Man kontrollerer én mand gennem spillet, og hver bane indeholder op mod 100 fjender, som alle er lige så stærke og præcise i kamp som en selv, så i modsætning til lignende spil er det ikke en mulighed at skyde sig gennem spillet - lige meget hvor god man er. På ganske realistisk vis er skudkamp i Death To Spies en allersidste udvej mod få fjender, og efter man har skudt dem, er man nødt til at gemme sig og vente på at resten af soldaterne køler ned igen. I stedet må man snige sig udenom tyskernes synsfelter, snigmyrde eller pacificere de enkelte der står i vejen, stjæle uniformer og bluffe sig vej til sit mål. Til formålet har man en masse udstyr, deriblandt kasteknive, en wire til at kvæle med, kloroform, røgbomber, granater og mange forskellige slags skydevåben, hvoraf kun den lyddæmpede revolver er specielt nyttig. Desuden kan man fløjte for at tiltrække sig opmærksomheden fra posterede vagter.

Banedesignet er varieret, åbent og realistisk, og efter sigende baseret på rigtige historiske efterretningsmissioner. I en mission jeg syntes specielt godt om, blev jeg sat af på en kæmpe ø, med besked på at dræbe tre tyske officerer med ethvert middel. De to første fik jeg sneget mig ind på og dræbt lydløst sammen med alle der kunne tænkes at finde deres lig, uden at soldaterne udenfor anede noget. Den sidste havde forskanset sig i et lille hus sammen med to andre officerer, der ville se igennem min forklædning hvis jeg viste mig, og med vagter posteret ved dørene, som ville skyde mig på stedet, hvis jeg forsøgte at gå ind. Ham kunne jeg ikke komme tæt på uden at starte en større ildkamp, så i stedet sneg jeg mig op til hoveddøren, trak splitten ud af en håndgranat og monterede den så den ville eksplodere når nogen åbnede døren, løb over i et tomt hus i nærheden og affyrede et skud, så alle kom løbende ud af huset...

Andre gange er der scriptede sekvenser, som man enten er nødt til at udføre for at klare en del af en bane, eller som bare udgør en alternativ mulighed for at få nå sit mål. F.eks. står der på en bane to officerer som man skal forbi, og som begge kan gennemskue ens forklædning. Den eneste mulighed, ud over at dræbe alle i rummet en efter en, er at bruge en telefon til at ringe til den ene officer, og når han er på vej væk, trykke på en alarmknap, som får den anden til at flytte sig et kort stykke tid. Heldigvis er der ikke mange af disse lineære områder, men kun så mange at de udgør en godt timet afveksling fra det sædvanlige kvæl-og-skjul gameplay, der ellers godt kan blive trivielt i længden.

Generelt er gameplayet i Death To Spies rigtig godt sammensat, med en god mængde hjernevridende gåder, afvekslende scriptede områder og vidt forskellige mål. Det eneste man kan klage over, er at spillet er utroligt svært til tider, og nogle områder virker direkte umulige at komme forbi. Heldigvis har man, i hvert fald på de lavere sværhedsgrader, muligheden for at skyde sig igennem korte sektioner, og derefter gemme sig til alarmen bliver afblæst.

Grafikmæssigt er Death To Spies udmærket. Det bærer tydeligt præg af ikke at have det typiske amerikanske blockbuster-budget, men formår, ligesom den danske Hitman-serie, at overkomme det ganske nydeligt, og servere os en realistisk, flot og varieret verden, dog uden nogen wow-effekt. Mellemsekvenserne er intet at skrive hjem om, og består for det meste kun af to mænd der snakker, men de fortæller stadig godt om den mission man skal til at begive sig ud på, og er trods alt mere interessant end at få det serveret på tekst. Det værste er egentlig animationerne når man stikker eller kvæler en fjende. De ser nærmest tegneserieagtige ud, og man får absolut ikke følelsen af at myrde et menneske. Desuden lider spillet lidt under manglen på en førstepersonskameravinkel, som ville have tilføjet noget liv og personlighed, ved at man tydeligere kunne se ansigtet på sine fjender.

Lyden er den største plet på spillets ellers gode helhedsindtryk. Skydevåbnene udgyder nogle kejtede tøffelyde, men det betyder ikke så meget, da et affyret våben som oftest er tegn på en fejlet mission alligevel. Det der dræber stemningen mest, er at der næsten ingen tale er. Hovedpersonen siger aldrig noget, på trods af at han i en mellemsekvens demonstrerer at han kan tysk, og tyskerne ytrer stort set kun de obligatoriske korte udråb når de ser en uden forklædning, eller når de finder et lig. Desuden lyder det på mig som om det er russere der taler tysk. Jeg er ingen tyskekspert, men accenten lyder forkert.
Sammen med manglen på førstepersonskamera er den manglende tale den absolut største dræber på indlevelsen i spillet.

En ting jeg lagde mærke til ved Death To Spies, er at det, på trods af sin ukendte udvikler og moderate budget, er utrolig fejlfrit. Jeg er ikke på noget tidspunkt faldet gennem gulvet, blevet set gennem en væg, blevet skudt uden grund eller lignende, der ofte præger de mindre mainstream udgivelser. Ikke engang et crash eller hak i lyden har jeg oplevet, og grafikken kører altid glidende og hakfrit. Det eneste jeg oplevede var at rifler ikke altid rammer når man tror de gør. Jeg ved dog ikke om det er en bug, eller de bare er sat til at være mere upræcise end realistisk er, men det betyder ikke så meget, da man som nævnt bruger dem utrolig sjældent. Desuden har spillet en underlig vane med altid at foreslå man medbringer russiske våben på en bane, selvom det første man næsten altid gør er at skaffe en uniform, og smide alt der kan afsløre en - inkl. russiske våben. Det er irriterende og vil uden tvivl forvirre nye spillere, men det tager ikke længe at lære at medbringe en MP40 i stedet for en PPSh-41.

Death To Spies er et utrolig godt og gennemført stealth-spil, som tager en forfriskende vinkel på både stealth-genren og Anden Verdenskrig-temaet. Med rigeligt god grafik til ikke at skræmme grafiknørder væk, åbent, interessant og udfordrende gameplay og en ganske udmærket stemning, fortjener dette spil en solid plads på sejrspodiet blandt kæmper som Splinter Cell og Hitman. En imponerende præstation fra komplet ukendte Haggard Games.

Opret en bruger eller log ind for at skrive kommentarer.
Det tager kun få sekunder at oprette dig og kræver ingen bekræftelse.