Anmeldelser

ShareElder Scrolls IV: Oblivion

Fås til: PC, PS3, box 360
Anmeldt på: PC

Hvis der skulle være nogen derude, der endnu ikke er bekendt med Elder Scrolls serien, så kan jeg da, inden jeg tæver dem med en våd Søndagsberlinger for deres blasfemi, fortælle at det er en række rollespil sat i den store, åbne verden Tamriel, hvor spilleren kan vælge en af mange racer, hver med deres fordele og ulemper, og blande sig en karakter af elementer fra de tre hovedområder: kriger, tyv og magiker. Derefter sættes man fri i en kæmpe, åben verden, og det overlades til en selv at bestemme om man vil redde verden i historiemissionerne, tage diverse arbejde rundt omkring, eller bare trave rundt og opleve Tamriel og dens natur og menneske- og dyreliv.

Grafikken i Oblivion har fået et ordentligt løft, og sætter igen, ligesom Morrowind da det udkom, nye standarder, og man har nu muligheden for helt selv at forme ansigtet på sin karakter; en nyskabelse der øger indlevelsen i spillet markant. Dog er kontrollerne utroligt svære at mestre, så du skal ikke regne med straks at kunne forme en tro kopi af dig selv.
En anden rar ny ting, er at alle personer i spillet nu taler, i modsætning til forgængeren, hvor næsten al kommunikation foregik via tekst. Dog har de almindelige sætninger det med at blive meget ensformige i længden, til dels på grund af en brøler fra Bethesdas side. Hver race har sin egen stemme i spillet, naturligvis udført af forskellige stemmeskuespillere, men dog siger alle racerne det samme i samme situation. Eftersom stemmeskuespillere er dyrere end manuskriptforfattere, kunne de godt have lavet en smule variation, så racerne sagde det samme indhold, men med forskellige ord. Men det er detaljer som sagtens kan leves med, men som jeg håber bliver anderledes i deres næste forsøg.

Ligesom i forgængeren er du i Oblivion en straffefange, der bliver sat på fri fod på kejserens foranledning. Kejserens børn er alle blevet slået ihjel af ukendte gerningsmænd, og han selv forsøger at flygte ud af hovedstaden ved hjælp af nogle hemmelige underjordiske gange, der tilfældigvis starter i din fængselscelle. Spillet begynder med din tur gennem fængslets gange og kloakker, som fungerer som øvelsesbane og let start på spillet, og du får nogle hjælpsomme hints til spillets vigtige funktioner, samt mulighed for at samle det mest basale udstyr op. Efter kort tid kommer du dog ud i friheden, og overlades til dig selv. Herfra har du muligheden for at rejse vest til Weynon Kloster for at fortsætte historien, eller skide på historien og gøre præcis hvad der passer dig, mens historiemissionerne tålmodigt venter på at du vender tilbage. I modsætning til Morrowind (og her begynder det forsimplede gameplay at komme til udtryk) har du dog i Oblivion altid en pil i bunden af skærmen, der peger på din næste destination. Ved at vælge den aktive mission i din journal, kan du ændre denne pils retning, og selv i missioner der netop handler om at lede efter en bestemt ting eller person, peger pilen direkte på dit mål. I forgængeren fik du instruktioner på hvilken by du skulle til, og kunne så få flere hints ved at spørge lokalbefolkningen der. Pilen gør spillet langt nemmere at gå til, men har to store ulemper: 1) at spillet går fra at kræve eftertanke og have et strejf af Sherlock Holmes over sig, til bare at være trivielle gå-derhen-og-slås missioner, og 2) at spillet føles meget kortere. Der findes mods der kan fjerne pilen, men det nytter ikke meget, da spillet oftest ikke giver hints nok til at man selv kan finde destinationen.
Yderligere forsimpling af gameplayet består bl.a. i, at antallet af skills man kan vælge imellem er skåret ned fra 27 til 21, og at de eneste distancevåben nu er buer. Både kastestjerner, kasteknive og armbrøster er skåret væk.

Det værste tiltag i Oblivion er dog tilføjelsen af scaled leveling, som kort sagt går ud på at fjender altid er samme niveau i forhold til dig som spiller. Bethesda har tilføjet det for at få spillet til at appellere til et bredere publikum: både de hærdede rollespillere, der gerne vil træne hårdt og nå høje levels, og de nye spillere, der gerne vil skynde sig lidt mere igennem spillet. Desværre er det nok kun positivt for den sidste gruppe, da det har den katastrofale sideffekt, at det totalt ødelægger ethvert incitament til at stige i levels - en grundlæggende faktor i et rollespil. Uden nogen som helst grund til at træne og tage sidemissioner, tilskynder spillet en til at gennemføre det hele på level 2, hvilket er fuldt muligt.
Heldigvis kan dette rettes ved hjælp af mods, som jeg vil linke til til sidst i anmeldelsen.

Kampsystemet i Oblivion er til gengæld noget af det bedste jeg har set i noget spil med sværd og økser. I modsætning til mange lignende spil, inkl. forgængeren, handler kampe i Oblivion ikke bare om at stille sig foran en modstander og klikke flest gange. Kontrollerne er ganske simple - du svinger dit nærkampsvåben ved et klik på venstre museknap, og parerer med skjold eller våben ved at holde højre museknap nede. Hvis du holder venstre museknap nede ca. et sekund, laver karakteren et "power attack", som giver langt højere skade - også selvom modstanderen har sit skjold oppe - men til gengæld udmatter dig langt hurtigere, hvilket betyder mindre skade i længden. Ud over dette, får du to specialangreb til rådighed, efterhånden som du når højere levels i dit foretrukne våben; først får du mulighed for at gå sidelæns mens du laver et power attack, for at få en chance for at slå våbnet ud af hånden på modstanderen, og senere muligheden for at gå baglæns imens, for at slå modstanderen bevidstløs et kort stykke tid. Altså ganske simple og intuitive kontroller, men systemet involverer spilleren langt mere i kampen, da den bedste taktik nu er at parere indtil det helt rigtige tidspunkt, og så slå til - men stadig passe på man ikke parerer for længe, da modstanderen så laver et power attack. Klikfesten er væk, og underholdningen er der for at blive.

Oblivion er altså masser af underholdning, spænding og til tider uhygge, og den store forskel på oplevelsen med de forskellige klasser, samt den enorme verden der kan udforskes, og de mange sidemissioner, giver spillet en enorm holdbarhed. Den ensformige voice-acting og manglen på visse våben og skills kan overses. Det kan scaled leveling desværre ikke. Hvis Bethesda havde undgået den brøler, ville Oblivion fortjene et stort 6-tal, som det absolut bedste spil anno 2006. Direkte ud af æsken mangler spillet desværre det meste af indlevelsen, og får et 5-tal.

Det eneste jeg kan sige er: køb spillet, skaf et af følgende mods, og glæd dig over at være pc-gamer og have muligheden for at modde. De stakkels konsol-ejere går glip af et fortræffeligt rollespil.

Static level mods

Der er fire store mods, der fjerner eller minimerer scaled leveling i Oblivion.

Francesco's mod
Oscuro's Oblivion Overhaul
Oblivion WarCry
Martigen's Monster Mod

Alle fire ændrer dog også andre ting ved spillet. Af de fire foretrækker jeg personligt Oscuro's, men spillere der vil have så få forandringer som muligt, bør muligvis vælge Francesco's mod, der lader en vælge hvilke dele af mod'et man vil have. WarCry tilføjer en del indhold fra Diablo II.
Hvis nogen kender til mods, der kun fjerner scaled leveling, modtages disse meget gerne i kommentarerne herunder.

Opret en bruger eller log ind for at skrive kommentarer.
Det tager kun få sekunder at oprette dig og kræver ingen bekræftelse.