Anmeldelser

ShareKane & Lynch: Dead Men

21/10-2009Skrevet af: Kris Lux
Danske IO Interactive, som blev verdenskendte med deres Hitman serie, har vovet sig ud på en ny boldbane. Hvor Hitman-spillene belønnede dig for så få mord som muligt, er nyudgivelsen Kane & Lynch: Dead Men direkte omvendt. Og selvom IOI afgjort har mere erfaring i snigmorderens dunkle verden, og mange Hitman-fans nok vil være skuffede over det actionfyldte og mindre originale gameplay, har de ikke gjort et helt elendigt stykke arbejde her.

Fås til: PC, PS3, Xbox 360
Anmeldt på: PC

Kane & Lynch er et historiedrevet spil, centreret omkring de to hovedpersoner af samme navne. Eller rettere: kodenavne. Kane blev drevet til et liv som lejesoldat, da hans kone gav ham skylden for deres toårige søns død. Som lejesoldat arbejdede han bl.a. for en lyssky organisation kaldet The7, og da et job sammen med dem går galt, står Kane pludselig med en formue i diamanter, og i den tro at de andre er døde, stikker han af. Mange år senere er han på vej til dødsgangen for sine forbrydelser, da hans fangetransport pludselig bliver angrebet af The7, som vil have deres diamanter tilbage. Sammen med dem og en anden dødsdømt fange, James Lynch, stikker de af fra politiet (og dræber et par hundrede af dem undervejs), og Kane får et ultimatum af The7: Hvis han, med Lynch som transportabel babysitter, kan skaffe diamanterne tilbage, vil de stadig slå ham ihjel, men spare hans kone og datter. Lynch viser sig dog at være en komplet psykopat, der nogle gange får blackouts og myrder alt og alle omkring sig, og de to mænd er absolut ikke perlevenner. Sådan går starten på Kane & Lynch: Dead Men.

Det er sjældent jeg bruger så meget tid på historien, men som nævnt er netop det den største drivkraft i dette spil. Actionen i Kane & Lynch er ikke dårlig, men absolut heller ikke original. Som i samtlige af IOI's titler, ses Kane fra et tredjepersons-perspektiv, og som i normale shooters styres hans sigteretning med musen. Ved at holde højre museknap nede, tager Kane bedre sigte og der zoomes en smule ind. Alle våben undtagen sniperriflen er temmelig upræcise, og at sigte efter headshots er ikke en mulighed gennem det meste af spillet - i stedet fyrer man bare en række skud af, hvorefter fjenderne falder om efter 2-3 træffere. I modsætning til andre shooters kan Kane dog kun bære to våben ad gangen, og det ene er altid en pistol, som er komplet ubrugelig efter første bane, og den temmelig begrænsede mængde ammunition man kan transportere, tvinger ofte en til at benytte det våben flest fjender har, som primært våben. Altså alt i alt en temmelig uoriginal og uspændende kampmekanik.

Screenshot fra Kane & Lynch: Dead Men

Det gode ved det, er at Kane og hans kammerater ikke dør med det samme, når de har fået for meget bly i kroppen; i stedet lægger de sig og råber om hjælp, og kan så genoplives af et skud adrenalin, som både du og AI'en kan give. Ligeledes kan man gå i dækning bag vægge, kasser og søjler, og ved et tryk på højre museknap læne sig ud fra dækning, klar til at skyde. Begge dele er tyvstjålet fra Rainbow Six: Vegas, men fungerer stadig ganske udmærket, når man lige får styr på den lidt forvirrende måde at aktivere gå-i-dækning funktionen.

Grafikken i Kane & Lynch er en underlig ting. Mit første indtryk var at spillet var direkte utidssvarende, men et nærmere kig fik mig til at indse, at det kun er de tætte omgivelser, der ikke er særlig kønne. Både personer og baggrunde er rigtig flotte, mens ting som bygninger, veje, vægge og lignende er ret kantede og simple, og mangler både detaljer og "fejl" (alle ved at det største problem ved computergrafik, er at det ser for perfekt og fejlfrit ud). Men som et historie- og persondrevet spil, er personerne det vigtigste, og både udseende og mimik er i topklasse, som man forventer det fra et IOI produkt.

Lyden er lidt af den samme blanding: stemmeskuespillet er i top; ligeledes er atmosfæren. Våbenlyde er derimod lidt kedelige og giver på ingen måde følelsen af, at man står med et dødbringende våben, der kan fyre kobberkugler af sted med 1 km i sekundet. En fejl mange spil begår.

Screenshot fra Kane & Lynch: Dead Men

Multiplayer fungerer som det skal, omend der ikke er de store muligheder at vælge imellem. Til gengæld er der mulighed for at spille co-op, hvor to spillere styrer Kane og Lynch hver for sig - en kærkommen ting, som er alt for sjældent set i spil i dag.
Bortset fra nogle få episoder, hvor man efterlades lettere forvirret, uden nok information om hvad der forventes af en, virker Kane & Lynch også ganske stabilt. Det er dog muligvis også til at forvente, i betragtning af at Kane & Lynch er et ganske simpelt spil. De største problemer er at spillet tydeligvis er lavet til Xbox, hvilket man kan se på det rædsomme menusystem og den totale mangel på mulighed for at gemme under missionerne. Hvis man dør under en mission, kan man starte forfra ikke så langt tilbage, men hvis man går ud af spillet, er man nødt til at starte hele episoden forfra - temmelig irriterende, og absolut ikke nødvendigt på en pc. Desuden er styringen utroligt inkonsekvent, og selvom man sætter musefølsomheden til sin personlige præference, bliver den frustrerende langsom når man tager sigte med højre museknap - en fuldstændig ødelæggende ting, når man bruger sniperriflen, da man er nødt til at trække musen flere gange over måtten for at flytte sigtekornet få cm på skærmen. Forhåbentlig bliver det fikset i en snarlig patch.

Generelt er Kane & Lynch et udmærket, men på ingen måde banebrydende, spil, som de fleste vil kunne få noget ud af. Hvis du hader historie i spil, og bare vil have noget tju-bang, er der dog nok bedre alternativer at smide penge ud på, men for alle andre er Kane & Lynch: Dead Men et værdigt køb - og så heller ikke mere.

Opret en bruger eller log ind for at skrive kommentarer.
Det tager kun få sekunder at oprette dig og kræver ingen bekræftelse.

16/6-2008 kl. 6:04#1 · Skrevet af ole_dam_jensen · Bruger

Spillet er fyldt med fejl.
Det crasher i tide og utide. Lyden virker kun nogen gange. for det meste mangler der to er tre spor lyd. og så er det sku da underligt at selv om man har installeret spillet er det første det spørge om når man sætter dvd´en i er "Vil du installere kane og lynch" jeg syntes det er et rigtig dårlig produkt (og Smadder dyrt) for det virker som om det er sendt alt for tidligt ud uden tingene er blevet tjekket igennem. Desuden er der stadig ikke kommet en patch der kan rette op på de alt for mange fejl der er i spillet. Det er nærmest til grin at give penge for. Det svarer til at købe rugbrød med mug på.

20/6-2008 kl. 13:38#2 · Skrevet af Slater · Ejer

Ole Dam Jensen:
På de to gange jeg har gennemført spillet, har jeg ikke oplevet et eneste crash, eller de lydproblemer du beskriver.
Dog vil jeg give dig helt ret i, at spillet er sendt for tidligt ud - og manglen på en patch er utilgivelig. Desværre er det alt for normalt fra Eidos, og jeg fatter ikke hvorfor vores gæve danske IO Interactive vælger at fortsætte samarbejdet med dem.
Jeg har tidligere haft lidt at gøre med Eidos, i forbindelsen med spillet Warzone 2100, som Eidos også insisterede på at sende ud alt for tidligt, og deres fremgangsmåde og benandling af udviklerne lader meget tilbage at ønske.
Det er meget ærgerligt med den patch, da Kane & Lynch kunne være et ganske godt spil, hvis de værste fejl blev rettet op på.

1/11-2008 kl. 12:37#3 · Skrevet af Ernie · Bruger

Kris Lux:
Jeg er kun nået til banken
med en eller anden textur eller mapping fejl er lavet stopper hele spillet.... det er altid når jeg kigger i en retning

14/1-2010 kl. 20:17#4 · Skrevet af Demant · Bruger

Har ikke selv oplevet nogle fejl med spillet, og har gennemført det en gang.
Spillet er alt for kort til min smag, men ok er det vel ;)

Brugerlogin

Husk mig

Opret bruger