Anmeldelser

ShareSplinter Cell: Double Agent (PC)

Fås til: PC, PS2, PS3, Xbox, Wii
Anmeldt på: PC

Udvikleren bag Double Agent er kinesiske Ubisoft Shanghai, som også stod bag det andet spil i serien, og de har gjort et anstændigt job. Selvom grafikken ligner sig selv, og også stadig bruger Unreal grafikmotoren, har den fået et synligt løft, og bl.a. øjnene, som især var uheldige i det forrige spil, og lignede plasticknapper i ansigtet, er nu blevet naturlige og realistiske at se på. Det giver en langt større indlevelse og tilfredsstillelse at kunne se frygten i sine ofres øjne, når man holder kniven for deres strube.
På bagsiden er den nye grafik ikke helt optimeret hele vejen. Ca. halvvejs inde i spillet, oplevede jeg pludselig en stor hastighedsnedsættelse i forhold til de hidtidige baner. En alvorlig smutter, da ingen har lyst til at skulle sætte deres grafikindstillinger ned midt under et spil.

Der er også stadig meget genbrug i spillet. Meget af grafikken er som sagt det samme, store dele af lyden er tydeligvis genbrugt fra forgængeren Chaos Theory, og ens bevægelsesmuligheder er ikke øget så meget som man kunne ønske sig. Der er tilføjet et par nye moves, og som den måske bedste forbedring er ens våben blevet langt kraftigere, og er en reel mulighed at benytte, i stedet for noget man tyede til som absolut sidste udvej som tidligere.
For dog at forpurre denne rare forbedring, har udvikleren tilføjet et meget restriktivt scoresystem. I modsætning til forgængeren, hvor det bare galdt om at undgå alarmer og skyderier for at få en god score, bliver man i Double Agent straffet for den mindste afvigelse; selv at inkapacitere en fjende uden han har den fjerneste mulighed for at se dig. Man har heldigvis mulighed for at ignorere scoren, men så får man ikke nogle af spillets mere avancerede våben og dippedutter, samt naturligvis tilfredsstillelsen af at gennemføre spillet som det var hensigten. Hermed har Ubisoft effektivt ændret spillet fra at dreje sig om at dræbe stille, til at skulle snige sig udenom alting. Og hvis man som spiller finder større glæde i at undgå enhver kontakt, er det trods alt både billigere og bedre for øjnene at slukke for computeren, sætte sig ud i kosteskabet og lukke døren.
Selv hvis man virkelig elsker denne måde at spille på, mister Double Agent noget replay-værdi på ikke at give spilleren valget.

Banerne i Double Agent er som sagt meget varierede. Spillet starter på en mission til Island, hvor en tåbelig, ung Splinter Cell agent bliver dræbt. På hjemturen får hovedpersonen Sam Fisher at vide, at hans eneste datter er blevet dræbt i et biluheld, og uden noget at miste, går Fisher med til at ryge i fængsel for at infiltrere en terroristgruppe kaldet John Brown's Army. Efter at have hjulpet et andet medlem af gruppen til at flygte fra fængslet, ankommer du til deres hovedkvarter i New York, hvor spillets gimmick kommer til udtryk. Du bliver stillet overfor forskellige dilemmaer, hvoraf ét valg vil mindske din tillid i NSA, og det andet i terrorgruppen JBA. Dit formål er at opretholde begge siders tillid samtidig med at du udfører dine missioner, og naturligvis holder dig i live. En udmærket idé, men det er en gimmick og intet mere.
Herefter bliver du sendt til så forskellige steder som Rusland, Mexico og Congo, afbrudt af visitter i hovedkvarteret, hvor du skal skaffe information om terrorgruppen til dine rigtige arbejdsgivere. I disse mellemsekvenser kommer dog også spillets værste irritationsmomenter til udtryk, nemlig små minispil, som har til formål at spilde din værdifulde tid, som burde bruges til at skaffe fingeraftryk, stemmeoptagelser osv. af terrorgruppens medlemmer. Igen en udmærket idé, men desværre har udvikleren tilsyneladende ikke helt tænkt over at det stadig er et spil, og det er meningen det skal være underholdende, for disse minispil er alt andet. Flere gange skal du f.eks. "samle miner", hvilket består i at holde venstre museknap nede, og forsøge at få en gul prik til at blive i en blå cirkel, imens den gule prik gør alt for at bevæge sig væk. På et andet tidspunkt skal du "dekryptere en e-mail" ved at løse en slags binær Rubicks-terning. Begge dele er ekstremt kedeligt, og ikke engang det fjerneste realistisk. Det kræver ikke meget indsigt at regne ud, at man ikke dekrypterer e-mails på den måde, og at maskiner til at samle miner ikke har Parkinsons syge i robotarmen.

Ud over dette foregår Double Agent som man kunne forvente. Ligesom tidligere skal Sam Fisher klatre, kravle og snige sig på og i alt fra krydstogtskibe til arktiske isflager, for at løse opgaver, der oftest består i at aflytte møder, placere eller afmontere bomber og stjæle ting. Et par henrettelser er der også plads til, men for det meste laver Double Agent et dilemma ud af dem, hvor du må afveje konsekvenserne af at trykke, eller ikke trykke, på aftrækkeren. Det er en perfekt blanding af Tomb Raider og Ghost Recon blandet med en god og realistisk historie og karakterer med dyb personlighed, som man vil elske eller hade (dog mest hade). Dobbeltagent-dilemmaerne og deres konsekvenser for historien tilføjer noget af den replay-værdi som scoresystemet har fjernet, og var man fan af de tidligere Splinter Cell spil, er der ingen tvivl om at dette skal stå på ens hylde.

Splinter Cell: Double Agent ligger, på grund af genbruget, ydelsesproblemerne og de latterlige minispil, og vipper mellem 3 og 4, men det er stadig et must for enhver stealth-fan, og gameplayet er solidt og nyt nok til at fænge. 4.

Opret en bruger eller log ind for at skrive kommentarer.
Det tager kun få sekunder at oprette dig og kræver ingen bekræftelse.